1. Jeg lignede affald da jeg vågnede. Det var en ret god indikator på hvor lidt jeg havde sovet, at se de ikke bare mørke, men sorte render under øjnene. Heldigvis var sønnen samarbejdsvillig til morgen, og jeg fik hurtigt sendt ham i sfo, og smækket benene op på en skammel og åbnet en bog og tændt for p2. Ekstrem introvert og lettere grå gemte jeg mig væk for et par timer.  Jeg fik en sms, fra kæresten som jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle svare på... "godmorgen maya"... min indre dæmon havde lyst til at skrive; "synes du virkelig?" men det er ikke en del af mig, at dyrke martyriet (særligt længe ad gangen - host) - så jeg valgte at ignorere den adskillige timer. Det er dårlig stil, at reagere på første indskud, når nu det er kaos der hersker på indersiden. 
2. Dertil kom også, at en skøn veninde var i nabolaget og ringede for at spørge om jeg kunne bruge et kram og nogle ører. Det kunne jeg godt, og som en rigtig kvinde fik jeg raset ud og vendt situationen på en halv million måder, legede tankelæser og hønserøvsfornærmet plus det løse. Der er mange måder at angribe situationen på lige nu, må jeg erkende.
3.  Det er sgu frustrerende at kæresten ikke kan føle sig selv, bl.a. pg.a. medicinen og derfor ikke ved hvad han vil og hvor han vil hen. Så står man lidt på sidelinien og kigger på. Jeg skal ikke være hans "plejer" eller den der træffer beslutningerne for ham, men for satan altså... jeg har lyst til at ruske ham. Ringe på hans arbejde og melde ham syg... Stjæle hans medicin og få ham til at mærke alle hans følelser, både de grimme og de gode...kaste ham afsted til en psykolog, der kræver han tænker og hander -  og giver ham skridtspark, når han dyrker mørket lidt for intenst. 
4. Der ER ikke nogen mening med livet, god damn it... det handler i al sin enkelthed om at samle på de små gode oplevelser og få dem til at avle. Så dukker det større billede op undervejs. Men at forvente, at man kan skabe sig et eller andet glansbillede af fremtiden når man er i "sumpen" det er sgu for naivt. Og jeg hader virkelig, at han tror jeg har en præ-fabrikeret virkelighed, som han skal leve op til. Det har jeg ikke. Jeg ved godt det er depressionens realiteter, at alle tanker forvikles og forkludres, og her taler jeg om både hans og mine.
5.  Hrmm... som I nok kan høre, så er situationen i nordvest ikke den mest stabile for tiden. Der er mangle muligheder, mange reaktioner man kan vælge. Være pisseligeglad, være ked, være vred, være overbærende, sørge, være kold, være udadvendt...indadvendt.. hvor jeg er lige nu ved jeg ikke.
6.  Men jeg har endelig formået at få gang i mit sociale liv. Det føles vildt godt, at være i stand til, at holde forbindelser vedlige, noget jeg ellers har været lidt dårlig til de sidste mange år. Det er også nyt, at opleve mennesker der faktisk ønsker mit selskab, og kræver mit nærvær. Det er labert. Så jeg har idag nydt venindens spontane besøg, og en lige så spontan frokostaftale med en sjæl, der skyldte et måltid mad. Jeg satte som krav, at vi også skulle gå en tur, og ikke tale om dybe ting. Og det var fedt at diskutere tomatsalat og bare gå sammen arm i arm uden en lyd og kigge på træer. Det var en tiltrængt pause. 
7. Nu vil jeg drøne i køkkenet og trylle. Knægten mener han har krav på mad...*tsk*.. og jeg har svaret på sms´en... "Godeftermiddag M."... jeg famlede i blinde efter et godt svar. Noget neutralt at skrive...det lykkedes ikke rigtigt. Men jeg er tilstede...på min egen sære måde. Selvom jeg gemmer mig.

Jeg havde skrevet et kilometerlangt indlæg omkring de grimme tanker der er i mig. Om mit mørke. Min usikkerhed. Min tvivl. Min mistillid. Mit manglende selvværd og alt hvad der gør ondt. Jeg gennemlevede en del af følelserne på skrift, og det var svært, at se det nedfældet.

At blive klar over hvor lidt jeg i virkeligheden er det menneske jeg gerne vil være. At se hvor meget grimt der i virkeligheden er indeni mig, og hvor meget jeg har fornægtet dette over for mig selv, fordi jeg er en "pæn pige". Og erkendelsen af, at jeg ikke rigtig ved hvem jeg er, fordi jeg ville være perfekt og undgå konflikter og kritik. Og når jeg vil være perfekt, så betyder de der 20kg ekstra bare alt, selvom de sidder godt fordelt. Så er flosset neglelak pludselig et problem og mine møbler og mit hjem mister sin glans. Det er tydeligt, at problemet er MIG og ansvaret er MIT. Jeg har valgt, at lade mig gå på af andres meninger gennem tiden, og sætte retningslinier jeg ikke selv har skabt fordi jeg "vil passe ind".

Men jeg slettede mit indlæg fordi det ikke lever op til det jeg vil. Fordi de udpenslede erfaringer ikke er vigtige. Det handler om fakta fra nu af. "Det her gjorde jeg forkert - og jeg kan rette op på det". Ethvert øjeblik der går uden jeg begynder at tage ansvar for den jeg er  - og den jeg VIL VÆRE - er spildt. Det er slut med selv-ynk. Det er alene mig, der kan ændre det. Den opgave magter ingen anden, og det er sgu på tide jeg nosser mig sammen og retter ryggen og aktivt vælger hvem jeg vil være. Det kan godt være jeg ikke har et ydre pejlemærke i retning af uddannelse, job, bolig eller andre forhold... men så har jeg det indre. De indre værdier, som jeg vil leve efter og være i overenstemmelse med i mine handlinger. Når jeg begynder at ændre min tilgang til verden, vil alle de svar og reaktioner jeg fremkalder, også forandres..

 Det kan godt være jeg er blevet sparket i de boller jeg ikke har, men det er mit eget ansvar at ignorere det og finde styrke, visioner og lidenskaber. At genskabe glæden igen...at give mig til noget, der gør mig glad. Være sammen med mennesker, der får mig til at smile og grine. Se dumme latterfremkaldende feel-good-movies og dyrke "walking on sunshine" musik og blomster på altanen. Holde mig fra fedt og salt og igen forsøge mig på en kost, som giver energi og ikke dræner både fysisk og psykisk. Jeg kan ikke træffe længerevarende og holdbare beslutninger om fremtiden hvis ikke jeg bygger disse på en fundamental glæde og et minimum af overskud.

Det er søndag idag. En god dag at begynde at leve på.

Det er ikke en nem opgave vi er på, kæresten og jeg. Det må jeg erkende. Det kommer ikke som nogen overraskelse, jeg vidste allerede inden vi mødtes, at vi begge kæmper med nogle issues ud over det sædvanlige. At vi begge mangler mål og indhold i vore liv. Farver og lidenskab. Passion. At vi begge er medicineret fordi psyken ikke rigtig hænger sammen. Der er intet nyt i noget af det, faktisk var det dét vi debatterede dér hvor andre pludrer om seksuelle fantasier og grænser. Og det er absolut lige så besværligt som forventet. Lige så rodet og lige så skræmmende. Fyldt med en masse lyse og mørke tanker der flakker rundt og venter på hvornår de kan slå til.

Depression og forelskelse er altså to meget modsatrettede følelser, skal jeg hilse at sige. Mørket fra tidligere oplevelser der ikke er lige vel bearbejdede alle sammen gemmer sig i kulisserne hos os begge.

Som når sønnen skaber sig i kærestens nærvær og jeg sidder på pinde fordi jeg forventer han farer op som en trold af en æske og råber af os begge... lige som x´en... og når jeg gør noget, der minder kæresten om hans spøgelser, og skygger lægger sig over hans ellers strålende øjne. Og det edder-banke-drøn-irriterende faktum, at anti-depressiver kan have ret stor indflydelse på sexlyst- og evne... Han har ikke rigtig lyst og jeg kan ikke komme... jep, vi er et godt par..*sukker med slet skjult latter*

ej... han er sgu dejlig, kæresten. Og fair nok, så fungerer sexlivet ikke helt i top,men vi ved jo hvorfor...så det bliver til en masse intimitet og kærtegn. Dog er medicinen noget jeg ønsker at tage op, for jeg vil ikke finde mig i, at have et halvt sexliv. Jeg håber lidt kæresten gør det samme, når han skal tale med den der hjælper ham med hans. Jeg vil så gerne være årsag til hans orgasme..det giver mig en særlig kriller i maven, når jeg kan høre han nyder mig, og er tæt ved. 

 Det er utvivlsomt noget emotionelt hos os begge. Noget med, at "sidste gang, da....tænke-tænke-tænke"... og så en god portion præstationsangst, netop fordi fokus er der på. Jeg har tænkt meget over hvorvidt det generer mig, men...det gør det ikke. Jeg ville da ønske mig det anderledes, i ved, vild hed elskov med sperm og kussesafter over alt med fem minutters mellemrum og sved på panden og så videre... men sådan er det ikke, og det er faktisk ok, netop fordi åbenheden er så stor, at der er plads til at "gå kold" midt i det hele, og så bare nusse sig igennem natten der fra...Der er en rummelighed jeg nyder meget.

Jeg valgte dog, at være lidt grov den anden dag og stille et krav om, at jeg vil kende hans skygger, når de trækker ind over ham, så jeg kan forholde mig til det. "Det ved jeg ikke" er ikke noget gangbart svar længere...for når det er skygger der påvirker vores samspil har modparten krav på dem, da det ikke er umuligt at tolke de ukendte skygger over i, "gjorde jeg nu noget forkert?!"...og de tanker er JEG rigtig god til, at få til at avle, og så bliver jeg usikker og mærkelig. Og det gider jeg altså ikke at være. Så nu er der givet tilladelse til, at såre...for indimellem kan skyggerne være hårde, at blive konfronteret med. Også selvom de reelt ikke har noget med een selv at gøre. Jojo, vi har et forhold baseret på hudløs ærlighed, og selvom det er benhårdt arbejde for os begge, tror jeg det er vejen frem. 

Det er ikke bøvl altsammen...slet ikke. Det er rart. Det er dejligt. Og han er fantastisk. Jeg nyder når jeg hører fra ham, og når han kommer her og som idag, hvor vi alle 3 tog i planetariet efter en længere gåtur og mad på Café Obelix (dårlig service, lang serveringstid og mad under hvad man kan forvente til den pris). Det var slentren, det var pludren, legeplads og faktisk ok-hyggeligt. Og skrald-latter når knægten keglede rundt. Når jeg keglede rundt. Æblet falder ikke langt fra stammen, jo...

Og selvom jeg ved hvor nervøs kæresten er over, at jeg er mor, så klarer han det sgu til topkarakter indtil videre må jeg erkende. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt indimellem, når de får fanget hinanden på et udtryk, eller når jeg ikke har noget at tilføje og de så lige skal finde hinanden i samtalen. Det er sjovt, at lytte til. Og - indrømmet - så elsker jeg det. Mænd kommunikerer bare på en anden måde end kvinder...og "sådan er dét, mor - du kan lige så godt lære det!"...

Nu vil jeg gå igang med et andet indlæg... noget jeg har skrevet på i hånden, da min maskine har været på ferie hos en veninde...en ret sund øvelse. Vi ses lige om lidt...

 ..ps... nå ja...kræften har ramt ned i "klanen  igen"... min elskede yndlings-faster (10 år ældre end jeg selv og med jævnaldrende børn) har lige fået konstateret brystkræft. Jeg er knust til afgrunden af dette må jeg indrømme. Lige pt. har min mor nyrekræft med metastaser til lungerne, min farfar har kræft i øret og fasteren brystkræft... man bliver sådan lidt træt, ikk´?