På køkkenbordet ligger pålæg og hjemmebragt rugbrød. Skufferne står åbne og mens Beth triller ud af højtalerne på miss iBook, æder jeg en dyrlægens natmad og nyder livet - nok engang. Det var en dejlig koncert, og hun var så nærværende som jeg ikke har oplevet før. Ja, hun spillede forkert, men hun var til stede, og lo ad sig selv. "Fuck, I can´t remember the rhythm!" og "I motherfucking fucked up like the fucker I am..." med et bredt smil og en lummer undertone, som gjorde at det hele gled ned og i virkeligheden blev meget mere intimt. Hun var der, med et klaver og en ven på guitar. Og det var dét. Akustisk og fantastisk. Afslappet. Og sigende. Og jeg tudede selvfølgelig igen :op Sad der med et kæmpe latterligt smil i helle femøren og småvrælede mens den indre dialog lød nogenlunde : "jeg er så heldig, livet er fedt, det du synger dér er bare SÅ rigtigt, og...ååårh... jeg er så taknemmelig og og og og og":..*yay*...

 Uh! og så afprøvede jeg lige "The power of attraction" af to gange idag :oD Med 100% pletskud. Jeg var træt, og selvom det da nok skulle være hyggeligt med en øl og en fremmed mand, så overvejede jeg virkelig om ikke jeg skulle aflyse, men samtidig: "årh nej, så skal jeg til at forklare og det gider jeg ikke"...Såerhm... Det slap jeg for. Der var bøvl med hans bil, så han kunne ikke komme til Esbjerg efter koncerten, som aftalt. Jeg var færdig af grin... 1-0... 

 Nå, men så sad jeg dér, inden koncerten gik igang, efter opvarmningen som var Aura (kan anbefales akkustisk, men hun er sørme en sær snegl!)... og jeg så, oppe på Balkonen, den her smukke mand. Og jeg tænkte: hvorfor ikke, og satte tankerne igang: "Om lidt kommer den her smukke høje mand ned og sætter sig ved min side"....Og det skal lige siges, at vi sad så langt fra hinanden, som muligt. Og... jow, sørme! 5 min. inden Beth skulle på, blev jeg spurgt om "pladsen ved min side var optaget?"...Og så fik vi os en lille sludder. Han var sød, men nuuuuuj hvor var han spøjs. Han havde svært ved at se mig i øjnene, og han talte om meget mærkelige ting. Smykkebagstykker, bl.a ?.... og JO, det var jo en kuriositet, at jeg bor i København!.. ok 2-0.. og jeg smilede skævt.

 Næste gang, jeg vil tiltrække en fyr ikk´? Så skal jeg altså minde mig om, at tænke på andet, end lige de fysiske træk. Den næste mand der krydser min tankerække og min åbne energi, må jeg altså sørge for er lidt mere helstøbt. *tsk*...

ANYWAY! Jeg nåede ikke det sidste tog. Esbjerg er et fængsel efter kl. ca 23. Ingen kommer ud... Så jeg tog en beslutning om at bevæge mig ALENE ned på Paddy´s og få en pint guinness. Jeg HAVDE jo lovet mig selv, at jeg ville skide sort imorgen..*suk*...

Det var som at træde ind i en tidslomme. De samme dekorationer, farverne på væggen, munkemaleriet, stole, borde... og ikke mindst det allerbedste: Scoby stod stadig i baren, som da jeg tonsede rundt i øl og var en klovn med den røde og den blonde. Dengang var mit hår soooort!. Han standsede totalt paralyseret og råbte så: "eeey guys, shut up, Blackie is in town, drinks are on me!" ... jeg må have gjort et indtryk, for jeg har ikke været der i...ihvertfald...hvad...9 år? Og vi pludrede og viste hinanden billeder af vores afkom. Og opdaterede hinanden. Det var sjovt, og jeg faldt straks ind i den semi-irske accent og var "hjemme"... Paddy´s er den eneste bar/pub jeg har kunnet slappe af, men at det skyldes at den gennem et år var min dagligstue, snakker vi ikke om...*det var dengang*...Og det var det "dengang" jeg har lukket idag.

Ringen er sluttet. Farvel til de sidste 10 års vildskab. Det var fedt, men ny starter en ny æra, og jeg smiiiiiiiler sådan....*kunne dog godt lige bruge en vidunderlig Mand, som gad tørre det smil af mine læber med sit lem, og gøre livet lidt hårdt for mig. *uhmmm*... jeg savner subspace, og den tillid til et andet menneske, som skal til for at lande der...

kom an Mr. Right! Fang mig, jeg skal nok humpe lidt...jeg skal bare lige sove først..

Jeg indrømmer det gerne: stik mig lidt vin, og jeg slapper lidt bedre af, og er i nærmere kontakt til mit indre og ukontrollerede væsen. Så lige nu sidder jeg, efter en formidabel aften i godt selskab, med to andre fortabte singler,  og føler mig for første gang i flere uger, lidt kåd og kæk på den lumre måde.

Det er sgu en sjov fornemmelse, hvis jeg skal være ærlig?! Som jeg sidder her, en smule forædt og reddy glad, så blev jeg lidt overrasket, da jeg lige rettede på trussen, der på inderligt charmerende manér, var kravlet op mellem ballerne, og mærkede væden. "Halløøøøøjsa - lever du endnu?!" var lidt min første tanke. Jeg har jo ignoreret min kusse i en deeel måneder, men den er åbenbart ikke sådan til at slå ud. Men det var jo en aften, hvor mange emner blev vendt, deriblandt også S/m og så fremdeles. Og jeg tror, at selvom det blev præsenteret på et "ok-sagligt-niveau", så blev der alligevel prikket til drifterne. "For der var jo engang". Og der ER jo nok faldet en lille tanke af her og der undervejs. *rødmer*...

Jeg savner virkelig, at være væk, svømme bort i subspace og bare give mig hen, ved foden af den Mand jeg elsker. For fuck sake, der er tidspunkter, hvor mit single-liv føles et nummer for lille. Jeg nyder det ellers. Er superglad for mit liv, mine rammer, mine omgivelser - fysiske som psykiske...jeg er "nogenlunde i kontrol" og glæder mig hvert andet øjeblik over livets storhed. Meeeeeeen.... sådan et par hænder, ikk´? I nakken, ikk´? Og en stemme i øret der knapt kan tale for bare liderlighed, ikk´?...*nuuuj*...det kunne være helt fantastisk. At ligge i arm mod en Mand der er stor, stærk og beskyttende. Som i sit væsen, besidder den havn hvortil jeg lægger til kaj når det stormer lidt rigeligt.. Han er savnet. Jeg trænger til, at være "lillebitte"...og kunne give mig nært ved betingelsesløst hen til hans lyster og behov, omend det er en udfordring. Den forløsende gråd, og den efterfølgende stolthed over, at have tjent ham godt. En forbindelse. *sukker dybt*... nemlig.

 Ja - den lever skam stadig. *fniser*

Iøvrigt: Måske er jeg ved at være moden til, at møde folk igen. Der er nemlig den her sjæl, som jeg har skrevet med over nogen tid. Han er ikke den mindste smule dominant på ydersiden, men han virker til at være en bund-reel fyr. Og det kan da godt være han bor på en eller anden meget lille åndssvag og smuk ø, viiiildt langt væk, men vi skal altså dele en øl i Esbjerg på onsdag, hvis alt går efter planen. Jeg skal besøge familien i det sydjyske, i forbindelse med min fødselsdag, og tager så dagen efter toget videre til koncert, i den by jeg lod øde, som ung. Ååååh! "Paddy´s" var stedet, i gamle dage. For mig og de to andre veninder. Jeg glæder mig som et lille barn til at nyde "a pint of Guinness" og skide sort dagen efter.

EJ, jeg har simpelthen fået for meget rødvin...jeg pludrer som en hovedløs høne...Jeg er rablende sentimental og umanérlig mandeklar...(for den rette Mand, C´føli)...Det er lidt trist man ikke rigtig får "pette-trang" over for en dildo...Der ER bare visse ting, man ikke får det samme ud af, når man er alene...*bliiiiink*

Ha! nu gør jeg det igen! Jeg pludrer! Derfor: Jeg rammer jer engang, når hovedet sidder på sin plads igen.. *knus*

 Jeg burde i virkeligheden sove, men det lykkes ikke rigtig. Havde knægten inde i sengen i nat, da han vågnede med vokseværk og grimme drømme, så har mere eller mindre ageret hovedpude for hans 8-årige ret urolige krop i nat. Han vågnede selvfølgelig dødfrisk kl 6. og var superkæk og "havde bare sovet så fantastisk" og gav et KÆMPE knus og var i det hele taget bare sååå dejlig, at jeg glemte alt om at han i løbet af påsken har smadret 7 af min farmors tallerkener og et tærtefad, samt vippet alle mine spirer på gulvet. Uheld, naturligvis, da han slet ikke kan styre sine lemmer for tiden, men...det var nogle af de få ting jeg holdt af.

Det har været en MEGET stille påske. vi var hjemme og vildt uambitiøse. Det blev til is på Langelinie den ene dag, da jeg modtog en besked på fjæseren. Jo, det var sørme min barndomsven, der havde fundet mig, og mente vi skulle have is. Vi har 20-års jubilæum i år. Jeg tog imod invitationen med min søn, og det var hyggeligt. Og vemodigt. For pludselig er der een der ved hvem jeg er. Som kunne spørge til mine skriverier, mine bøger, mine tanker, mine ideer, og som havde hold i mit liv da jeg var yngre. "Du var ret fucked up, på den fede måde - og det har vist ikke ændret sig. Du er pissesej og sær!"...

Det var så trygt, at gå ved siden af den her store mand, som kendte mig. Og hold op, hvor jeg dog savner det til hverdag nu. Forelskelse er sikkert vildt hyggeligt, men dét der betyder noget er i virkeligheden alt det, som kommer bagefter. Kendskab. Nærhed. Intimitet. Vished. Kronologi. Historie. Ja. Og selvom det var en platonisk baseret  lagkage, så fik jeg den lige i smatten, da vi spiste is. Her er et menneske, der accepterer mig 100%, som holder af mig og synes jeg er helt fantastisk. Ikke et nyt bekendtskab, der skal charmere sig ind på mig, men een der VED jeg kan gå i trance når jeg sidder med en pen og noget papir, og synes det er fedt. Een der beder mig om at "lukke røven" når jeg rapper for meget. Een der griner lige så grimt som jeg selv. Der er nemlig intet på spil, intet der skal opnåes. Vi ER bare to unger på 11 år, der ser gysere og går til spejder. Og diskuterer. Og det har iøvrigt ikke ændret sig en tøddel, det med diskussionerne.*griner*..

Nå, men det som ramte mig var, at det sgi nok er min egen skyld, at jeg ikke rigtig kommer ud på dates selvom jeg inderst hungrer efter det. For da jeg sad og var tryg med J.B. og var grim og tyk på den hyggelige måde, og slappede totalt af, så stod det jo i skarp kontrast til de tænderskærende dates hvor tøjes skulle vælges, håret sættes, make-up´en lægges og neglene files og lakeres. Hvor man skal "passe ind" i et eller anden præ-defineret billede af den man nu siger man (også) er på skrift. Hvor det er et spørgsmål om, at "sælge sig selv" bedst muligt... jeg får eksamensangst, og kan slet ikke slappe af og "være". De fedeste (og mest holdbare) dates har i virkeligheden været dem hvor jeg har været børnefri i forvejen og "vupti" fandt mig selv siddende bag på en motorcykel, stinkende af daggammel bytur og dårlige druk-kys med en lærerstuderende fra Jels, på vej til Hundested for at spise fiskefilet. "jaja, du er grim og du lugter, og hvad så? Du kan bade når vi når hjem - vi kører nu!"  

Som jeg skrev i det forrige indlæg, så drejer en del sig om intentioner. Selvom det lyder fortærsket, så orker jeg ikke at lægge krop, eller sind, til fremmede mænds perverse pik-i-hul-fantasier. I virkeligheden er jeg så meget værre end de er, men hvis jeg lader det skinne igennem, at mine grænser er få, men klare - så er det ikke længere muligt, at føre en almindelig samtale med dem. "Grynt grynt! og gren!" er sådan ca. hvad det handler om. Og så strander min interesse dér. Jeg gider ikke (længere) kaste mine kønsdele ind i kampen på samme måde, som jeg har gjort tidligere. Jeg føler i større grad end før, at min krop er hellig, og reserveret "Den Ene", eller ihvertfald Ham, som kan overbevise mig om vores fælles potentiale. Jeg er Kvinde og ikke bare repræsenteret af mine kromosomer og deres effekt på min fysik. Jeg er menneske.

Så jeg går totalt i baglås når jeg mærker de lumre undertoner poppe op: "hvad er du til?" er i virkeligheden et hadespørgsmål. For jeg GIDER ikke remse min seksualitet op: "Dette er kasserne du kan arbejde inden for, kammerat!"... nej?! Der er jo så meget mere. Der er et ømt hjerte, der brænder når det bliver tændt. En sjæl, der, når den er tryg, ønsker at give så meget, at der er HAM der skal holde igen. En skrøbelig kvinde, der gemmer på sin sårbarhed ved at spille sej. Som skuespilleren, der vælger en rolle der ligger i den modsatte grøft, netop for kun, at vise en flig af sit hjerte... Og det kan da godt være jeg kan deep throate og en hel masse andet, men "mellem os": det er jo bare teknik? Det andet, det indre, det submissive... det kan jo ikke tillæres. Det ER. Men jeg holder igen.

 Og nu blev klokken alt for mange...dagen kalder... det kan være jeg reflekterer videre over dette en anden dag.