"NordVest til jeg dør!"

..det står der på en af væggene på ungens skole, med barnlig skrift og hvid spraymaling. Men jeg har taget det til mig. I mit univers er det så også udviddet til Nørrebro. Jeg er helt tosset med "mit hood", og har altid elsket området. Her er så skæve og arme sjæle, at man kan slappe af, og bare være til. Dagen idag, var en af de dage hvor jeg valgte at krybe under huden på mit univers og mærke det efter i sømmene.

Knægten og jeg stod alt for sent op. Den var næsten 9. Jeg kan ikke lide, at stå senere op end 8, når det ikke er "meningen", for så bliver hele dagen bare sådan en flydende omgang misk-mask uden substans. Idag var ingen undtagelse. Jeg bagte noget brød, vi åd og vi dynehyggede foran skærmen. Wii´en gav årsag til et længere skænderi, hvor jeg tog "kontrol" og slukkede på stik-kontakten. Han er ligeså dårlig en taber som jeg er, og eftersom det er Wii´en der er problemet, så måtte vi jo slukke den...*host*...det indkasserede jeg ikke just bonuspoints på..

Nuvel, men den flydende dag, måtte jeg så finde en måde, at give substans på. En hurtig beslutning og 10 min senere, havde jeg puttet to dynebetræk i min taske. Knægten havde meget modvilligt fået vandre-egnet fodtøj på, og valgt sig en bog. Som han selv skulle slæbe.

Solen stod højt, og det var fedt, at komme ud. 5A til rådhuspladsen.

Og ordleg: "jeg kan se noget der starter med..." hvilket pludselig frembragte både engle og drager i husenes udsmykning. I Jorcks passage spillede nogle unge mænd jazz, og vi satte os og NØD lydene mellem murene. Og rammerne var så fredelige og smukke, mens vi studerede dem. Efter en tid, gik vi stræderne igennem, og bevægede os "hjemad".

Der sker altid et eller andet ved mig, når jeg krydser Dronning Louises bro..Når graffittien viser sit kejtede ansigt og plakaterne sidder i decimeter tykke lag hvor de kan. Folk går med bløde bukser, turban og hanekam, alt efter præferencer. Modeduller og hængerøve, perler og prinsesser maser sig sammen på kebabklædte fortove. Jeg slapper af, og ubevidst slingrer hofterne noget mere ukontrolleret. 

Så vi invaderede Assistensen og mængede os med de døde i solskinnet på de medbragte dynebetræk. Gik på McD når vi var sultne og slammede kroppen til i transfedtsyrer og fandt en ny plads på græsset bagefter. Da klokken nærmede sig 17, fandt jeg cyklen, som jeg efterlod på Runddelen lørdag morgen relativt upåvirket af virkeligheden (det var to hårde dage efterfølgende - jeg er for gammel til at være vågen så længe!!), og begyndte at trække hjem, med knægten siddende på sadlen. Snakken gik, og flød om kap med latteren og pludselig stod vi ved Nørrebrohallen dybt fascineret af nogle hockeyspillende vildbasser. Mææænd...*gryffestønneprustesavle*...(diskret naturligvis).

En time og fire nye bekendtskaber senere, ramlede vi ind i graffittifyrene på pladsen ved Nørrebro station, hvor sønnen scorede en af dem til at male en jungle på hans værelse i næste måned. Få hundrede meter hjemmefra, havde vi sagt hej til 10-15 fra knægtens skole og han havde fået en legeaftale på plads til søndag.  

Det kan godt være, at alt det her er til, at finde andre steder. Jeg har bare ikke oplevet det. Den der umiddelbarhed, hvor man slår en sætning af med hinanden og smiler om kap med solen, der endeligt har fået tag i menneskene. Hvor fremmede får på klods hos cykelhandleren, hvis de ikke "lige har råd" og alle ved, hvor Hansen bor, og følger ham hjem, hvis han har en af de forvirrende dage. Her er så vidunderligt upoleret.

Jeg giver ikke meget for mediernes fremstilling af mit "hood". Javist, er her blevet skudt.. javist er det en hærdet og hårdt prøvet bydel, med en skæv og fantastisk historie, men her er så meget andet. Her er liv, lyst og nærhed...

Ha! Jeg blev nærmest harm, da jeg hørte min mor (fjernsynstossen) tale om, at NordVest vist ikke er i høj kurs, fordi der i Anna Pihl blev sagt følgende: "skat..så nøjes vi bare med en lille 3-´er i Nordvest..jeg kan sagtens leve med det". :oD

Det er røv-genialt snobberi! :D men det passer mig fint... så har jeg det for mig selv, og mellem os:  jeg krydser fingre for, at byfornyelsen aldrig når herud. Jeg græder den dag, hvor det skæve og grimme forsvinder, og tvinger sjæle ned i kasser af pænhed og "almindelighed".