Sct. Hans aften...

Det var egentlig planen, at finde et bål. Et kæmpemæssigt bål med kage og sodavandsbuffet og båltale. Men det er tirsdag og sønnen egner sig ikke til en hverdagsaften med for meget kaos, når nu dagen efter er en onsdag med skole.

Så vi tog en håndfuld stearinlys og tændte dem på altanen. Slæbte nogle dyner ud i de umage stole, smækkede benene op og lyttede til livet omkring os. Underboen der væltede nogle flasker og bandede inderligt til latter fra under-underboen. De har drukket tæt her til eftermiddag og haft det rigtigt hyggeligt. Det var så hyggeligt, at sidde der i den nedgående aftensol. At tage bogen med de nordiske gude-og heltesagn frem, og læse. Og høre selv underboerne blive stille. Det var tydeligt jeg havde mere end een tilhører. Og aftenen gled over i tale. Og latter. Og folk vågnede til dåd nok engang.

Det er så utroligt, at den lille sut-gumlende lømmel med de vilde krøller, er blevet det der "lige om lidt" bliver en ung mand. Han står lige på kanten til en ny æra. Jeg ved ikke hvilken, men der er ved at ske et lille umærkeligt skift. Et af de utallige der har været de sidste snart 9 år. Jeg er så taknemmelig for, at have fået lov til, at være del af hans liv, selvom han - og det står jeg gerne ved - giver mere end bare nogle grå hår undervejs.

Og jeg blev kastet tilbage i tiden, da jeg så tv-avisen. Et ansigt fra fortiden meldte sig på skærmen. Missionsbumsen Roy Dundorf, som jeg har drukket mere end en enkelt øl sammen med. Han og sønnens far var i Bosnien sammen, da vi var sammen. Det mindede mig om hvor hurtigt tiden løber, at se den her halvgamle mand hænge ud i Afghanistan med vejsidebomberne og minderne fra fortiden. Jeg har været græsenke i 6 mdr. og jeg sværger, at jeg løber alt hvad remmer og tøj kan holde, hvis en potentiel mand vil udsendes. Min onkel ("bror") skal afsted. Og han aftvang mig løftet, at synge hvis det gik galt... "summertime" fra Porgy & Bess, af gershwin... alene, at nynne de første toner og tænke teksten, fylder mig med angst og sorg, og får øjnene til at svie.

Det var ikke et langt indslag, men masser af tanker fulgte i kølvandet, og jeg sendte sønnens far en sms om, at "hey, tjek DR, Dundorf lever endnu"... og han ringede.

 Det var ikke en særlig opmuntrende samtale. Det handlede om økonomi. Igen. Pengene er små, måske skal han på reva, måske skal han på førtid måske skal han... God knows what. Men han har ingen penge. Det er også for galt, at han skal betale børnebidrag selv. Jeg valgte ikke, at gå ind i diskussionen om rigtigt og forkert, men jeg kunne da give ham ret i, at der da ikke var mange penge i overskud, når han sådan stillede sit regnestykke op.

Det er en balance, at tale med ham indimellem. Jeg forstår ham jo godt - men jeg er også træt af undskyldningerne. Han lagde op til endnu en periode uden samvær. Igen valgte jeg ikke at kommentere på det, men sagde blot, at jeg gerne ville hjælpe ham med nogle udtalelser osv. i forb. med sønnen, hvis det kunne hjælpe ham. Det er måden at tackle det på. Konfrontationerne er der alligevel ingen der får noget ud af. Een dag ad gangen.. han har ihvertfald råd til maden i den uge han skal have sønnen. Sidst lånte han 500...Eller ok - en uge er det ikke. Han sender sønnen hjem til mine forældre 4 dage før tid, fordi han "skal noget andet". Det er ok, jeg ikke kommenterer på det, ikk´? ...lad det bare syde fra mellem mine ribben, at han har set sin søn 1 weekend på et halvt år..

Nå, men der også sket noget dejligt, jeg skal ikke blot syde...min veninde er blevet restaurationschef på et slot! Efter 9 mdr som arbejdsledig, hvor vi har haft daglige samtaler omkring det at stole på universets leveringsevne, er det endelig kommet til hende. Hun har tiltrukket sig sit drømmejob, til en betragtelig startløn, med frie hænder. Det er så godt, at jeg får tårer i øjnene på hendes vegne. Det er den samme veninde, der levede "af mig" i 3 mdr. her i vinteren. At se hende blomstre, at se hende få det hun har fokuseret på, gør mig så glad.

Noget andet der glæder mig er et spirende venskab med en sjæl der forstår. Eller i det mindste lytter uden fordomme. Et menneske jeg kan fortælle sandheden uden at foregøgle noget, når der spørges: "hvordan går det?" Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men det er rart. Og jeg smiler.

Idag fejrer vi årets længste dag...iklædt hekse og ild. Som den korteste iklædes kors og engle, er også denne dag skjult bag omskrevne traditioner. Lysets fest. Livets fest. Det skal nok ende godt altsammen. Jeg er faktisk helt sikker.