Masser af liv...

Det er ikke første gang jeg er gået igang med et indlæg til bloggen. Der har været så meget at skrive om, men ordene har ikke været fyldige nok for mig. Det har været svært at beskrive klatreturen til Sverige, den storslåede natur, klipperne og den vilde rus jeg oplevede, hver gang jeg kom til tops. Jeg var jo sej. Tung i rumpen, men alligevel den næst-sejeste. Jeg gav kun op på den ene væg, men det ER bare ikke nemt at klatre yderligt, når man 20 min. forinden har fået rykket det halve af storetåneglen af. *tsk*. Det var jo meningen jeg skulle være HOPPET i havet, menøøøh... jeg gled. Og på uforklarlig vis betød det, blod og afrevne tånegle. Eller..den sidder stadig på, godt limet fast med neglelak og bandage-klister. Det gør ikke ondt, som sådan. Jeg har ihvertfald været ude at løbe igen idag, og var endnu sejere end sidst.

Kultunauten er sendt ud i kulden. Jeg orker ikke, at bruge energi på ham længere. Ikke, at der var så meget i det, men det føles godt, at være afklaret, og kunne mærke: "det der er bare ikke godt nok til mig". Det betyder også, at jeg mentalt gør plads til mere end bare det online-baserede flirteri. Sig nærmer også tiden, hvor min søn skal se sin far igen, på forhåbentlig noget oftere basis. Det giver også tiltrængt luft, kan jeg mærke

Men helt alene bliver det så ikke. For Tulle og Nugga flytter ind i næste uge. To små kattekællinger. Tulle er grå og sort-stribet og Nugga ved ikke hvad farve hun vil være. Hun er sådan lidt grå...sort...rød...agtig. Uden rigtige aftegninger. Bare så´n blandet. Og så virker de til at have nogle rigtig gode personligheder. Nugga er lidt mere fremme i skoene end Tulle, men begge kælne og nysgerrige. Det bliver dejligt.

Dejligt bliver det også, at få fire dage uden barn og forpligtelser i kristi himmelfarts ferien. Wow. Jeg skal spise mad med chili og nyde roen. Træne om morgenen og være hos venner om aftenen. Måske lave mig en lille aftale med en og mødes...så´n.. mand og kvinde. *smiler skævt*...det kunne være vildt forfriskende og dejligt.

 Jeg er jo vågnet igen...og kan virkelig mærke hvorledes det trækker i mig efter Ham. Den Ene. At knæle i ærbødighed og respekt. Kærlighed. Jeg vil føle mig tryg ved en Mand. Vide Han er den stærke, der lægger armene om mig og holder verdenen lidt på afstand inden jeg selv tager næste runde. For jeg ved jo nu, at jeg kan det hele. At jeg er sej, stærk og dét mere end gennemsnitligt.

Jeg savner bare, at være ansvarsfri og lille indimellem. Putte ind til en brystkasse, kratte lidt i Hans hår og nyde "bare at være i Hans univers, lige så længe vi kan". Gå ture og diskutere det vi ser, med min hånd i Hans på den eneste rigtige måde...så jeg går tæt ved, men bag Ham. Jeg vil dele rebene med ham. Lade Ham bruge de virkemidler Han mener der skal til. Flyde væk på kroppens eget "high" og mærke huden sitre af varme. Ilt. Energi.

Jeg ved nu, at jeg egner mig fint til, at være single. Men jeg trives nu bedst når der er en Mand, der forstår mig og elsker mig. Og som selv er modtagelig for den kærlighed der flyder fra mig i rigt mål.