Sidst jeg kyssede en Mand var i januar. Sidst jeg havde sex var...for endnu længere siden. Og jeg har været single i godt et år. Hvorfor er det så, at jeg ikke føler den her ubændige trang til, at fare ud i universet og gøre mig selv "an easy target" og lader folk vide hvor ivrig jeg i virkeligheden er efter, at få en kæreste? En der også ser "den anden" side af mig...

Jeg tror jeg er rigtig træt af det manglende spil, den manglende energi, og den der "ingen pli" holdning mange har. Det GØR bare intet for mig, at få smækket kønsdele i ansigtet inden jeg kender mandens efternavn. Det lader mig absolut kold, hvis ikke han forstår at kurtisere, eller på anden måde yde omsorg for mig som menneske. Sex er jo nemt nok at få. Jeg gider bare ikke at det er SEX som er målet i sig selv, længere.

Jeg er en prinsesse, og så endda en old-school en af slagsen. HVEM tror de jeg er, når de spørger om mine kinks og særheder allerede i første mail. "Jamen, kære...det vedkommer aldeles ikke dig, hvis du ikke også har de menneskelige aspekter, som jeg søger".

Sex er ikke sekundært. Det er ikke det jeg siger. Jeg tror bare jeg siger, at jeg vil have det hele. Og hvis jeg skal give lige så meget, som jeg vil have, så kræver det altså at man selv gør en indsats. At man vil lære mig og min måde at se verden på at kende. At man tør kaste lidt af sig selv i spil. At kneppe er jo relativt gratis. At ville elske og kende det koster...

Måske er det derfor jeg tidligere var lidt af en skøge. Det var den nemme løsning, troede jeg. Det var sådan man viste interesse. Sådan man...skulle agere. Et par timers bekræftelse og så...hvad? Næste stykke kød på menuen? Tomhed...

Men jeg har tænkt...og mere og mere fundet ind til min indre diamant, min indre Kvinde, som ellers er pakket godt ind i coolness og vildbasse-tendenser. Livet på min vidunderlige altan, og alt det jeg formår at skabe, sætter mig sjovt nok i kontakt med skjulte sider jeg ikke vidste jeg havde. HVEM havde troet, at det der med blomster var "mig"? Men jeg går altså og snakker med mine planter hver gang de får lidt vand. Og jeg tænker espalier, krukker og udbytte. Der filosoferes dér i solen mellem roser, tomater, pragtsnerle, ærter, bønner, svartöga og solsikker...Det er sjovt, nu jeg tænker over det. 90% af det jeg har købt, skal bindes og plejes. Måske kan man i virkeligheden drage en parallel fra dét med at date til tomaten? 

Der er det her lille frø, som har potentiale til at blive noget stort...(miiig)... frøet såes i frugtbar jord, der gødes og vandes. Pusles og plejes. Og der gives de rette betingelser for udvikling. Pludselig, efter lidt tænketid, begynder det lille frø at spire. Det tør godt. Og der pusles endnu mere. De små blade, der i virkeligheden ikke er ret meget, beundres og nydes. De roses, og stænglen vokser i tykkelse. Højde. Pludselig kommer den dag, hvor der løst kan lægges en strik om stænglen, så den ved i hvilken retning den skal gro. Det sidder endnu ikke stramt, men der "trækkes" alligevel let. Med tiden vokser planten, og bliver stærkere. Der skal endnu en strik på. "Denne vej, kære"...siger man med snoren der bindes lidt strammere end den forrige, da planten har fået styrke og mod på livet. Og sådan går dagene og ugerne. Til planten står som man ønsker. Knyttet til den gren, man bandt den til. Omgivet af kærlighed og stolthed over de frugter det tålmodige arbejde kaster af sig. "Her, spis mine frugter, nyd mit kød, svælg i mine safter..men ikke førend jeg er klar. Ikke førend du har gjort forarbejdet..."

Se det er dén slags flirt, den slags kurtisering og dén slags...forhold...som det er fedt, at være I...man vokser og udvikler sig ved varme og omsorg. Lader sig retlede blidt i starten...og måske stærkere efterhånden, så man kan give det udbytte man véd man er skabt til...hvis ellers man ikke visner eller på anden måde går ned, på vejen op. Det er en dans. En balance...

Det er bare så...smagløst og ligemeget...at skrige "pik" og løbe efter den. Den kvindelige stolthed og den indre prinsesse er sgu alligevel en del værd. Jeg føler mig kostbar. Stærk og stolt. Det vil kræve sin Mand, at få mig til at gråo... men årrrrh gud, hvor vil dette lille tomatfrø bare gerne såes af Manden med de rette hænder og intentioner, så hun kan strække bladene op imod den varme sol...*uuuuhmmm*

Det var den rette beslutning, at mødes med P.A. igår. Vi tilbragte dagen med at grine og udvise en stor, men morbid fælles interesse for kirkegårde. Det regnede for meget til at vandreturen kunne anses som hyggeligt fordriv, så da vi opdagede urnehallen, var vi solgte. Det var en ret stærk oplevelse, at gå imellem de bittesmå altre, som nogle af urnehylderne havde udviklet sig til. Billeder af de døde, blomster...Efter at have set modsætningerne til de ukendtes, har jeg en klar idé om hvordan min egen død skal fejres. Jeg kommer aldrig på de ukendtes for, at se hvordan de efterladte skuer over en tom mark i jagten på deres elskede, og beslutter sig for, at "det er ca. her" vedkommende ligger.. At se alle blomsterne ligge på marken. At Se gartnerne fjerne månedens høst af uforløst og sorgramt kærlighed med river og læsse det på vogne.. det ønsker jeg ikke, mine efterkommere skal opleve. Som menneske har man behov for, at kunne få afløb for sin sorg, at kunne tale med sine afdøde.

Døden banker jo på familiens dør igen...min mors kræft sætter alting i perspektiv, og jeg prøver at bruge hende som aktiv sparringspartner. Jeg prøver også at forstå. At finde en fælles fred, så jeg kan træde ind i voksenlivet uden hende, og som et helt menneske. Måske er det derfor jeg er så glad for, at have fået lov til at stille spørgsmål om min fortid, nu. Måske er det derfor jeg finder styrke i vores samtaler. Hendes anerkendelse spiller en stor rolle, har jeg opdaget.. Jeg har jo fået at vide, at selvom mit liv udefra ser og har set kaotisk ud, så er hun stolt. Jeg plejer jo, at sammenligne mig med min meget satte lillebror, der har uddannelse, kone, børn, hus, bil osv... og fik skæld ud af min mor. "Han er sgu bare doven, og gider ikke eventyret, jagten på lykken, kvinde"...og så fortalte hun, at hun på trods af mine fejlslagne satsninger, kun kunne respektere min gentagne tro på kærligheden, og min evne til, at stå oprejst selv når orkanen hærger.

Det er kommet en del bag på mig, at jeg ikke selv kan se det positive. P.A. satte det i perspektiv for mig igår, da vi regnvåde bestilte kakao, kage og cola på en lille hyggelig café, ikke så langt fra kirken. Han og jeg kører en vældigt stimulerende ping-pong dialog, når vi ses. Han er min diametrale mdsætning, og har den klare overbevisning, at "man kan sige og gøre alt". Og det gør han så. Jeg lærer ufatteligt meget af hans selskab. Han er i "nuet" og hæmninger er noget andre har. Det kan godt være han er gammel, men han lever!

Så da han sagde, at han syntes jeg var smuk, stærk og sej (i korte træk) og jeg tilbageviste hans ord med et typisk:"min røv er også aaalt for stor, jeg lever i kaos osv"... så stak han mig sgu en lussing?! Jeg fik en lussing dér midt på en café... og blev helt paf. Heldigvis nåede han at sende et tilpas stort smil inden jeg fik hamret ham i gulvet, så jeg vidste den kom fra hjertet..det gode sted i hjertet...og jeg holdt min næve for mig selv og kiggede undrende på ham...og rundt o lokalet for, at se om nogen havde set det. *pyh*...

Og jeg fik min forklaring: "hvem fanden er du, kvinde, som tror du har retten til at tvivle på min smag, mine præferencer, min ømhed og kærlighed og fascination?!...at du føler du har ret til at "underkende" min mening, synes jeg i det hele taget, udover at være dybt frustrerende og en evig kilde til irritation, er dybt uklædeligt.." og sådan talte han så i godt 5 minutter, mens tårerne trillede ned af mine kinder, fordi det sank ind. 

Jeg ved godt, at jeg ikke havde givet ham magtbeføjelserne til, at slå - vi har allerhøjest kindkysset engang for laaaaang tid siden - men dét der var virkeligt en velplaceret lussing. Et velplaceret wake-up med forklaring.. Så jeg oplevede mig selv sige "tak" bagefter...og jeg har virkelig tænkt over det siden. Ikke så meget lussingen, men det, at der endelig var een der fik skabt en kanal for dét så mange andre har forsøgt at sige. "Kvinde - du er perfekt med alle dine fejl!" .. 

Bagefter entrede vi, arm i arm, min højt skattede Grundtvigskirke, og satte os oppe ved alteret, hvor vi med hovederne tiltet bagover, talte om lamper, dråber af lys og sjæle i forfald. Fortid og fremtid. Vi spruttede af grin i våbenhuset, da vi ganske åbent fremlagde vores fællesfetish for tabuer, og fandt et hjørne, hvor vi begge godt kunne se det sjove, at trække et andet menneske med. "Gud har gjort forplantningen mellem to mennesker til noget helt fantastisk.. Hvad er der dog i vejen med at dele den med Ham i Hans hus?" ...var et af vore argumenter. Han vil helt klart tage sin kvinde med på tur om ikke så længe!

Jeg er misundelig. Jeg vil også ha´!!! *sniff*.. jeg vil dele mig selv med en sjæl der kan rumme mig. Jeg vil kunne give mig hen. Jeg vil glæde. Jeg vil lytte. Jeg vil være. Jeg vil også rumme. Jeg vil røre og røres fysisk og psykisk. Blive til et tohovedet væsen, der deler krop og sjæl. Symbiose - er et ord jeg har brugt før. Kærlighed bliver større af at blive delt...vokser. *uhmm*...Jeg elsker mine venner, mine veninder og dem der ikke helt ved hvad de er. De er sgu så dejlige, og jeg nyder nærhed og intimitet i så rigt et mål, at jeg nærmest skammer mig over, at tage imod det. Men... Jeg savner ikke at ligge i ske med "nogen" jeg savner at ligge i ske med Den Ene, og føle jeg hører til. 

Men P.A. henter mig imorgen. Han skal ikke selv med, da han skal køre hyrevogn, men han har truffet en beslutning for mig ang. Manifest fordi jeg ikke vidste om jeg skulle tage afsted. Det skal jeg...om det så er for en halv time, så skal jeg med. Hvis ikke slår han taxameteret til, og lader det tikke. Og jeg "vil vel ikke være skyld i en diff. i hans regnskab?"... fnys! *sagde pleaseren*...så nu skal jeg til Manifest..

 Jeg ved ikke hvordan jeg har det med, at skulle afsted. Det er "ok",  og jeg ved at menneskene omkring hiver i mig fordi, de mener det vil være godt for mig. Det tror jeg i grunden også de har ret i...  Jeg skal pleje både de ekstroverte og introverte sider af min sjæl. Og jeg synes jo også det er ret dejligt at være afsted, når først det første skridt er taget...Det er ihvertfald dejligt ikke selv, at skulle tage beslutningen. Selvom P.A. og jeg slet ikke er emner for hinanden, er det rart, at han træffer nogle beslutninger for mig. Een mindre ting, at tænke over. Jeg bakkede dog ud på hans forsøg på at udstikke ordren om, at kneppe mig igennem forsamlingen. Han mener jo, at jeg "bare skal have noget pik", så bliver jeg god igen, istedet for at går rundt som den her tungt tænkende tullemor, som han så smukt formulerer det. "Tag til mekanikeren for fanden, kvinde! Lev og lir igennem!"...

Mr.208 har iøvrigt meldt sig på banen igen, efter jeg flyttede fokus væk fra Herren. Men selvom det er genial sex (og her mener jeg...slå-benene-væk-under-mig-og-lad-os-blive-inde-i-100-år-sex). så kan han ikke give dét jeg vil have. Han er enormt uerfaren, og jeg orker ikke rigtig at skulle uddanne ham inden for S/m. Han er pisse-lækker, sød, dygtig,dejlig og "alt det der"... men... ja... måske tager jeg ham med til manifest næste gang, og giver ham videre til de frådende horder af unge kvinder. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil gøre lykke. 28 år, 208 cm ren råstyrke, kinkyness og ydelyst...hvem kan dog sige nej til det? ja ok -jeg kan, omend jeg da er vældigt fristet af hans tilbud om "take-away-knep"....jeg vil bare "have mere". *snøfter prinsesse-like*

Men...

uanset hvad starter jeg weekenden i det helt andet tempo. Den står på gregoriansk munkesang i kirke i aften med Kattekvinden. Derefter skal vi ud og have en kold øl sammen og forbande mænd langt pokker i vold en lille times tid, inden vi som sædvanligt begynder at savle lidt over "ham derovre i hjørnet"...Det bliver lidt fedt, tror jeg?! 

P.A. og jeg skal iøvrigt også lure en anden kirke på tirsdag...Det er lidt blevet et projekt, at se på kirker. Vi leder efter den bedst egnede...altså...skulle man en dag finde en sjæl, der fik lyst til, at elske i en kirke...agtigt... Jeg er sexfikseret og liderlig og enormt utidig i min tankegang, så jeg lukker ned nu...det er bedst for alle parter...*støn*...

Vi  så hinanden onsdag, og jeg er stadig høj på oplevelsen. Det var det rette valg, at tale med Ham, det rette valg at se ham. Vi havde kun aftalt en thé-date, og han nåede destinationen før jeg. Jeg så ham næsten med det samme, da han stod og ventede på mig midt i det hele. Et lille klem og delvist kindkys, og til baren efter drikkevarer. Han tog glassene og jeg viste vej, lidt uvant for mig. Vi fandt en sofa, og de første 5 minutter var en smule akavede, men så gik snakken. Jeg har sjældent pludret så meget med et menneske jeg ikke kendte, delt detaljer om livet og hverdagen, fortiden og familien. Jeg følte mig utroligt tryg ved ham, og slappede af imod forventning. Nogle timer gik, og Herren spurgte om jeg var sulten, og om vi skulle spise sammen, og jeg svarede ja, hvorefter vi rejste os, og fandt en italiensk restaurant.

Vi trådte indenfor, og jeg var nødt til at gå på toilettet, mens Herren blev vist til et bord. Jeg skulle forrette min nødtørft og lige give sønnens sitter besked om, at det trak ud, så hun kunne godt lægge ham til at sove. Jeg skyndte mig tilbage til restauranten, og blev ramt af synes af Ham, der stod og ventede umiddelbart foran døren.

Han var så smuk, at jeg fik åndenød og fablede noget om, "hvor bordet var" og gik derhen hvortil jeg blev vist. Mine ører var utvivlsomt røde, og bedre blev det ikke af, at han tog jakken for mig, trak stolen ud og skubbede den ind..noget jeg er meget uvant med. Maden blev bestilt og et halvt glas champagne nydt mens snakken fortsatte. Jeg nød hans øjne og vi havde nogle stille øjeblikke hvor sprudlende energi blev udvekslet. Jeg fandt mig selv være uopmærksom indimellem fordi jeg bare sad og kiggede henført. Måske er han ikke model-potentiale, men han er i sandhed et smukt og lysende menneske.

Det var nogle intime øjeblikke, da han lod mig smage hans jomfruhummer fra gaffelen, og lod den finde min mund. "Åbn"...og det smagte dejligt omend overdøvet af blodet fra mine brusende kinder. Igen gik timerne og selskabet var vidunderligt. Men maden holdt kun "så længe" omend vi spiste meget langsomt.

Det var ikke meningen aftenen skulle ende dér, det var vi enige om, og tog tilbage til den café vi startede på. Jeg nød ham, jeg nød hans selskab. Og da klokken nærmede sig kvart i Askepot, kørte han mig til min veninde. Et kram blev udvekslet og et ønske om at ses igen og følge op på dannelsesrejsen.

Jeg har tænkt på ham lige siden, og jeg er bare SÅ dårlig til at spille kostbar og ikke bare give los for alt det her der er inden i. Der er gået nogle dage, og de smukke ord har der været mange af. Det er helt fantastisk, og jeg nærmest svæver. Det er de færreste jeg kan tale med over 3 timer, som jeg kan udveksle detaljer med og have lyst til at pludre videre med allligevel. Han er fantastisk, empatisk, intelligent, smuk og... aargh.. det der med at passe på hjertet bliver vist lidt af en opgave her. Det kræver en indsats. Men jeg nyder det. Jeg nyder ham. Herren.

Det har været en dag uden de store tanker, men med mængder af praktisk arbejde og glæde ved at se hjemmet blive til hjem. Endeligt.

Jeg vågnede kl. 6, og til trods for, at have sovet ved siden af hhv. min mobil, og have placeret Miss iBook på den tomme sengehalvdel, opdagede jeg, at jeg ikke havde været opmærksom, men dedikeret mine drømmes univers. Herren havde skrevet. Både på mobil og MSN. Han havde givet mig 15 min. til at tilfredsstille mig selv i, og jeg var sovet fra det.

Det tog mig nogen tid, at få svaret.. jeg havde brug for, at gå i bad inden, klare tankerne der strømmede gennem mig. Jeg følte mig glad fordi mine forældre skulle komme, men samtidig også skamfuld over ikke, at have været tilpas opmærksom. Jeg skulle igennem hele følelsesregistret, for på den ene side havde jeg lyst til at "kaste mig i støvet og undskylde det faktum, at jeg ikke havde sat mobilen på *tilpas høj*, og derfor have spildt hans opmærksomhed".. og på den anden side, så at slå det let hen med et: "jeg havde behov for søvn, og en slavinde der er for træt til at tænke - er ingen god slavinde.".

Det kan godt være, at nogle mener, at slavinder ikke skal tænke, men alene adlyde - sådan er det bare ikke for mig. Jeg anser det som min pligt, at tænke. Jeg anser det som min pligt, at have en mening. For hvis ikke jeg er i stand til at agere på egen hånd, på eget initiativ, hvorledes skal jeg så være i stand til, at gærre Herrens behov og indfri disse? Hvorledes skal jeg så kunne overraske, glæde og danse på vinger af smil?

Jeg anser det som mit ansvar, at give mine følelser til kende over for en evt. Herre, for det gør ham i stand til at agere til fælles bedste. Jeg ville -aldrig- vælge en Herre, som jeg havde den mindste smule tvivl om hvorvidt ville passe på mig, og få mig til at vokse. Jeg ville - aldrig - lade ham ydmyge mig emotionelt. Fysisk er en anden ting, der kan vi tale om, "at sætte på plads". Det er virkemidler - ikke mål..

Fordi jeg ønsker, at overlade de fleste aspekter af mit liv (og nej jeg er ikke betingelsesløs da der ER grænser)  så er det vigtigt for mig, at kunne stole på, at det han beslutter ikke er noget der ødelægger på længere sigt. Jeg lægger mit liv i hans hænder fordi det er det rigtige, fordi hans valg får mig til at vokse som kvinde, gennem min plads som slavinde.