Barndomsvennen og de tanker mødet med ham bragte med sig

 Jeg burde i virkeligheden sove, men det lykkes ikke rigtig. Havde knægten inde i sengen i nat, da han vågnede med vokseværk og grimme drømme, så har mere eller mindre ageret hovedpude for hans 8-årige ret urolige krop i nat. Han vågnede selvfølgelig dødfrisk kl 6. og var superkæk og "havde bare sovet så fantastisk" og gav et KÆMPE knus og var i det hele taget bare sååå dejlig, at jeg glemte alt om at han i løbet af påsken har smadret 7 af min farmors tallerkener og et tærtefad, samt vippet alle mine spirer på gulvet. Uheld, naturligvis, da han slet ikke kan styre sine lemmer for tiden, men...det var nogle af de få ting jeg holdt af.

Det har været en MEGET stille påske. vi var hjemme og vildt uambitiøse. Det blev til is på Langelinie den ene dag, da jeg modtog en besked på fjæseren. Jo, det var sørme min barndomsven, der havde fundet mig, og mente vi skulle have is. Vi har 20-års jubilæum i år. Jeg tog imod invitationen med min søn, og det var hyggeligt. Og vemodigt. For pludselig er der een der ved hvem jeg er. Som kunne spørge til mine skriverier, mine bøger, mine tanker, mine ideer, og som havde hold i mit liv da jeg var yngre. "Du var ret fucked up, på den fede måde - og det har vist ikke ændret sig. Du er pissesej og sær!"...

Det var så trygt, at gå ved siden af den her store mand, som kendte mig. Og hold op, hvor jeg dog savner det til hverdag nu. Forelskelse er sikkert vildt hyggeligt, men dét der betyder noget er i virkeligheden alt det, som kommer bagefter. Kendskab. Nærhed. Intimitet. Vished. Kronologi. Historie. Ja. Og selvom det var en platonisk baseret  lagkage, så fik jeg den lige i smatten, da vi spiste is. Her er et menneske, der accepterer mig 100%, som holder af mig og synes jeg er helt fantastisk. Ikke et nyt bekendtskab, der skal charmere sig ind på mig, men een der VED jeg kan gå i trance når jeg sidder med en pen og noget papir, og synes det er fedt. Een der beder mig om at "lukke røven" når jeg rapper for meget. Een der griner lige så grimt som jeg selv. Der er nemlig intet på spil, intet der skal opnåes. Vi ER bare to unger på 11 år, der ser gysere og går til spejder. Og diskuterer. Og det har iøvrigt ikke ændret sig en tøddel, det med diskussionerne.*griner*..

Nå, men det som ramte mig var, at det sgi nok er min egen skyld, at jeg ikke rigtig kommer ud på dates selvom jeg inderst hungrer efter det. For da jeg sad og var tryg med J.B. og var grim og tyk på den hyggelige måde, og slappede totalt af, så stod det jo i skarp kontrast til de tænderskærende dates hvor tøjes skulle vælges, håret sættes, make-up´en lægges og neglene files og lakeres. Hvor man skal "passe ind" i et eller anden præ-defineret billede af den man nu siger man (også) er på skrift. Hvor det er et spørgsmål om, at "sælge sig selv" bedst muligt... jeg får eksamensangst, og kan slet ikke slappe af og "være". De fedeste (og mest holdbare) dates har i virkeligheden været dem hvor jeg har været børnefri i forvejen og "vupti" fandt mig selv siddende bag på en motorcykel, stinkende af daggammel bytur og dårlige druk-kys med en lærerstuderende fra Jels, på vej til Hundested for at spise fiskefilet. "jaja, du er grim og du lugter, og hvad så? Du kan bade når vi når hjem - vi kører nu!"  

Som jeg skrev i det forrige indlæg, så drejer en del sig om intentioner. Selvom det lyder fortærsket, så orker jeg ikke at lægge krop, eller sind, til fremmede mænds perverse pik-i-hul-fantasier. I virkeligheden er jeg så meget værre end de er, men hvis jeg lader det skinne igennem, at mine grænser er få, men klare - så er det ikke længere muligt, at føre en almindelig samtale med dem. "Grynt grynt! og gren!" er sådan ca. hvad det handler om. Og så strander min interesse dér. Jeg gider ikke (længere) kaste mine kønsdele ind i kampen på samme måde, som jeg har gjort tidligere. Jeg føler i større grad end før, at min krop er hellig, og reserveret "Den Ene", eller ihvertfald Ham, som kan overbevise mig om vores fælles potentiale. Jeg er Kvinde og ikke bare repræsenteret af mine kromosomer og deres effekt på min fysik. Jeg er menneske.

Så jeg går totalt i baglås når jeg mærker de lumre undertoner poppe op: "hvad er du til?" er i virkeligheden et hadespørgsmål. For jeg GIDER ikke remse min seksualitet op: "Dette er kasserne du kan arbejde inden for, kammerat!"... nej?! Der er jo så meget mere. Der er et ømt hjerte, der brænder når det bliver tændt. En sjæl, der, når den er tryg, ønsker at give så meget, at der er HAM der skal holde igen. En skrøbelig kvinde, der gemmer på sin sårbarhed ved at spille sej. Som skuespilleren, der vælger en rolle der ligger i den modsatte grøft, netop for kun, at vise en flig af sit hjerte... Og det kan da godt være jeg kan deep throate og en hel masse andet, men "mellem os": det er jo bare teknik? Det andet, det indre, det submissive... det kan jo ikke tillæres. Det ER. Men jeg holder igen.

 Og nu blev klokken alt for mange...dagen kalder... det kan være jeg reflekterer videre over dette en anden dag.