Depression og forelskelse x 2.

Det er ikke en nem opgave vi er på, kæresten og jeg. Det må jeg erkende. Det kommer ikke som nogen overraskelse, jeg vidste allerede inden vi mødtes, at vi begge kæmper med nogle issues ud over det sædvanlige. At vi begge mangler mål og indhold i vore liv. Farver og lidenskab. Passion. At vi begge er medicineret fordi psyken ikke rigtig hænger sammen. Der er intet nyt i noget af det, faktisk var det dét vi debatterede dér hvor andre pludrer om seksuelle fantasier og grænser. Og det er absolut lige så besværligt som forventet. Lige så rodet og lige så skræmmende. Fyldt med en masse lyse og mørke tanker der flakker rundt og venter på hvornår de kan slå til.

Depression og forelskelse er altså to meget modsatrettede følelser, skal jeg hilse at sige. Mørket fra tidligere oplevelser der ikke er lige vel bearbejdede alle sammen gemmer sig i kulisserne hos os begge.

Som når sønnen skaber sig i kærestens nærvær og jeg sidder på pinde fordi jeg forventer han farer op som en trold af en æske og råber af os begge... lige som x´en... og når jeg gør noget, der minder kæresten om hans spøgelser, og skygger lægger sig over hans ellers strålende øjne. Og det edder-banke-drøn-irriterende faktum, at anti-depressiver kan have ret stor indflydelse på sexlyst- og evne... Han har ikke rigtig lyst og jeg kan ikke komme... jep, vi er et godt par..*sukker med slet skjult latter*

ej... han er sgu dejlig, kæresten. Og fair nok, så fungerer sexlivet ikke helt i top,men vi ved jo hvorfor...så det bliver til en masse intimitet og kærtegn. Dog er medicinen noget jeg ønsker at tage op, for jeg vil ikke finde mig i, at have et halvt sexliv. Jeg håber lidt kæresten gør det samme, når han skal tale med den der hjælper ham med hans. Jeg vil så gerne være årsag til hans orgasme..det giver mig en særlig kriller i maven, når jeg kan høre han nyder mig, og er tæt ved. 

 Det er utvivlsomt noget emotionelt hos os begge. Noget med, at "sidste gang, da....tænke-tænke-tænke"... og så en god portion præstationsangst, netop fordi fokus er der på. Jeg har tænkt meget over hvorvidt det generer mig, men...det gør det ikke. Jeg ville da ønske mig det anderledes, i ved, vild hed elskov med sperm og kussesafter over alt med fem minutters mellemrum og sved på panden og så videre... men sådan er det ikke, og det er faktisk ok, netop fordi åbenheden er så stor, at der er plads til at "gå kold" midt i det hele, og så bare nusse sig igennem natten der fra...Der er en rummelighed jeg nyder meget.

Jeg valgte dog, at være lidt grov den anden dag og stille et krav om, at jeg vil kende hans skygger, når de trækker ind over ham, så jeg kan forholde mig til det. "Det ved jeg ikke" er ikke noget gangbart svar længere...for når det er skygger der påvirker vores samspil har modparten krav på dem, da det ikke er umuligt at tolke de ukendte skygger over i, "gjorde jeg nu noget forkert?!"...og de tanker er JEG rigtig god til, at få til at avle, og så bliver jeg usikker og mærkelig. Og det gider jeg altså ikke at være. Så nu er der givet tilladelse til, at såre...for indimellem kan skyggerne være hårde, at blive konfronteret med. Også selvom de reelt ikke har noget med een selv at gøre. Jojo, vi har et forhold baseret på hudløs ærlighed, og selvom det er benhårdt arbejde for os begge, tror jeg det er vejen frem. 

Det er ikke bøvl altsammen...slet ikke. Det er rart. Det er dejligt. Og han er fantastisk. Jeg nyder når jeg hører fra ham, og når han kommer her og som idag, hvor vi alle 3 tog i planetariet efter en længere gåtur og mad på Café Obelix (dårlig service, lang serveringstid og mad under hvad man kan forvente til den pris). Det var slentren, det var pludren, legeplads og faktisk ok-hyggeligt. Og skrald-latter når knægten keglede rundt. Når jeg keglede rundt. Æblet falder ikke langt fra stammen, jo...

Og selvom jeg ved hvor nervøs kæresten er over, at jeg er mor, så klarer han det sgu til topkarakter indtil videre må jeg erkende. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt indimellem, når de får fanget hinanden på et udtryk, eller når jeg ikke har noget at tilføje og de så lige skal finde hinanden i samtalen. Det er sjovt, at lytte til. Og - indrømmet - så elsker jeg det. Mænd kommunikerer bare på en anden måde end kvinder...og "sådan er dét, mor - du kan lige så godt lære det!"...

Nu vil jeg gå igang med et andet indlæg... noget jeg har skrevet på i hånden, da min maskine har været på ferie hos en veninde...en ret sund øvelse. Vi ses lige om lidt...

 ..ps... nå ja...kræften har ramt ned i "klanen  igen"... min elskede yndlings-faster (10 år ældre end jeg selv og med jævnaldrende børn) har lige fået konstateret brystkræft. Jeg er knust til afgrunden af dette må jeg indrømme. Lige pt. har min mor nyrekræft med metastaser til lungerne, min farfar har kræft i øret og fasteren brystkræft... man bliver sådan lidt træt, ikk´?