Smartlog v3 » kvinde » "Velkommen til Restaurant Hjemme"... + facetter
Opret egen blog | Næste blog »

kvinde

mine tanker, mine drømme, mine fantasier - min virkelighed.

"Velkommen til Restaurant Hjemme"... + facetter

25. Mar 2009 22:28, kvinde

sagde han og smilede stort. Jeg prøvede at holde latteren inde, da han spurgte hvad jeg kunne tænke mig, at spise. "Har du salat?".... han grinede bare og rystede på hovedet som om jeg var åndssvag... "Har du fisk?" fortsatte jeg, med et kæmpe smil... "Jepsi depsi, vi har fiskepinde m. kartoffelbåde, nu skal jeg være der" sagde han og drejede om på hælen.

Der lød en rumsteren og jeg sad og klukkede af grin, mens jeg nød, at han havde tændt stearinlys i stuen. "Vær lige lidt tålmodig"...lød det..."Din serviet er måske lidt våd"...fik mig til at fnise. 3 minutter senere kom han ind med bestikket pakket ind i lommeletter, som han beklagede var lidt krøllede. Han lagde dem ved siden af tallerkenen, og kom derefter ind med fiskepindene og kartoflerne. Og jo, han havde sørme lavet saftevand til, som han skænkede på behørig vis. At maden blev serveret mere eller mindre med klør fem, valgte jeg at ignorere, for han havde husket viskestykket over den ene arm.

Det var slet ikke meningen det skulle udvikle sig sådan, men han kom hjem og proklamerede, at han altså ville have fiskepinde og kartofler til aften. Jeg brugte de forkerte ord, og sagde jeg ikke GAD lave sådan noget mad... hvortil han greb bolden og sagde, at det gad han altså godt. Jeg kiggede på ham, og tog en chance. "Ok, så gør det..."...

Så min 8-årige søn, har "helt selv" lavet mad idag. Og serveret det. Og hygget om mig. Og hjulpet med opvasken, og med bagning.. Det har været skiiiidesjovt (og angstfremkaldende) at se ham jonglere alene med panden og de varme ovnting, mens jeg fakede, at være vildt optaget af en bog, siddende på køkkenbordet. "Sæt dig tilbage og nyd det, mor"...sagde han sgu...og jeg smilede bredt, sagde tak,mens jeg hemmeligt tjekkede om der var strøm nok på mobilen til at ringe 112, samt genkalde mig førstehjælpskassens indhold. Det var de bedste fiskepinde jeg nogensinde har smagt...Det må jeg tilstå. :oD

Og nu sover han, efter en lille sms-session med mig. Jeg vidste ikke han havde sneget sin mobil med i seng, og nød det hemmeligt:

Søn: Godnat mor, hils dine venner jeg synes du skule Have kys

Mor:Godnat skønne dreng! Sov godt og drøm fantastisk! Jeg elsker dig og synes du har været virkelig dejlig idag! Tak for mad. Jeg vækker dig kl. 7. Selv kys.

Søn: Ogki dogki mor.

*og så hentede jeg mobilen og lagde den væk*

....Iiih, hvor jeg dog elsker den lille lort. Selvom jeg indimellem har lyst til at rive hovedet af ham, bare for at se ham bløde, så er det fandeme sjovt, at være hans mor indimellem. Det er fedt at give ham en gammel aluramme fordi han mener han kan bruge den. At se ham sidde og save i den med en nedstryger et par timer på altanen, er bare vildt sjovt?! Han ved HELT sikkert hvad han skal bruge det til, mens jeg desperat håber på det får lov at blive derude. Bandeordene når han skærer sig er geniale, for han véd, at hvis han hyler så skal han stoppe. Hvis man kan lege med kniv, kan man også skære sig i fingeren...agtigt. Jeg ruster ham vist bare til "ka´ man drikke, ka´man også stå op dagen efter!".. handling = konsekvens. *moderlig bævren og neglebidning*..

Jeg drømmer om den her udendørs blomstrende hule med duftende roser og grønne blade, men et eller andet sted, så vil jeg hellere lave et lille værksted, til de små skæve ideer han kommer med. En dreng skal jo slå søm i, ikk´? Det må kunne kombineres? Hemmeligt blomsterdufthuleværksted med spisemuligheder?

*hrm*

Det får mig sådan til at tænke på det der med livet. Det er jo i virkeligheden dét det hele handler om, er det ikke? At få alle detaljerne til, at spille sammen, uden det bliver kaotisk. Det er så pissesvært at definere sig selv, fordi der er så mange facetter af ens liv, der skal spille sammen. Ikke bare facetter af mit eget liv, men også sønnens, og den Mand der engang med tiden bliver lukket ind i det helligste. Vi skal alle sammen tilpasse os hinanden, så vi kan have det her fabelagtige univers, som ingen kan beskrive eller gengive malerisk. Vi kommer med hver vores lille kuffert og skal flettes ind i hinanden, på en sådan måde, at båndene bliver ubrydelige.

Det ville jo nærmest være, at begå selvmord, hvis ideerne er faste og præ-definerede, netop fordi det handler om mennesker. Den ene vil have roser. Den anden vil have værksted. Den tredje vil gerne grille. Så når rammerne er 1,30 x 3,50, så skal der improviseres. Og indgåes kompromiser. Måske får jeg ikke helt så mange roser, og sønnen får kun den ene væg til værktøjet. Bordet bliver måske et klapbord, istedet for det der kæmpefede eet man så den anden dag, og liggestolen sløjfes til fordel for et tæppe i den nærliggende park. Der skal være plads til alle i en familie.

Og hvem siger, at drømmene ikke kan være små? Hvem har bildt mig ind, at de skal være store og svævende..Jeg drømmer jo stooore drømme om slavindelivet, måske for store, når jeg tager i betragtning, at jeg faktisk også ønsker, at være en "ok" mor for mit afkom. Når jeg også har andre drømme end bare at tjene? Når jeg tænker uddannelse. Musik. Maleri. Og mit spirende forfatterskab...så er det måske for ambitiøst, at forestille sig et liv, som "fuldblodsslavinden", der kaster alt hvad hun har i hænderne, når Herren kalder? For hvad nu, hvis jeg er inde i en god stemning, og ordene flyder? Hvad hvis jeg er i trance over farver? Hvad hvis nu ungen er kropumilig og salgsmoden til Den Blå Avis, og mit sind og hjerte bløder?

Jeg kender godt argumentet: "En sand Herre forstår også, at se sin slavinde og give hende plads til at udfolde sig som det hele menneske hun er..." Og det ville da også være vildt optimalt, at træffe sådan een. Men hvordan hænger det så sammen med mine ønsker om, at tjene og servicere og glæde osv på 24/7 basis? Jeg har jo gennem adskillige samtaler måttet indse, at jeg bare ikke er "klassisk".. jeg er ikke den her ophøjede, rolige, fattede slavindetype, der kan lade være med at bide neglerødder, og som husker at rette neglelak og læbestift. Jeg spiser ikke kontrolleret, og kan flække sammen af grin fordi een siger noget, der kun med MEGET god vilje kan tolkes perverst. Jeg griner som en gris. Jeg har mudder på mit buskeben fordi jeg tog på eventyr nede ved Mosen, og lod blikket fange af en smuk sten, jeg bare MÅTTE have med hjem. Jeg glemmer at købe mælk (men laver en skidegod havregrød på vand!).. Jeg bander som en havnearbejder, og elsker at lege.

Jeg husker for lang tid siden i SMil, da jeg var der med en daværende kæreste, og han havde spændt en ring i loftet, som det var meningen jeg skulle delvist op og svæve i. Den var bare SÅ meget sjovere at snurre rundt i. Det skulle have været så fornemt og pænt, og alvorligt.. og han blev lettere fornærmet fordi jeg snurrede og sagde "weeeee...se min kjole, den er stooor"....

Men jeg drømmer da til tider om, at være en anden. Det er jo dét, jeg selv har stillet som mål: den klassiske..O. Kvinden der kun taler om sig selv i 3. person, når hun bliver tiltalt, kigger ned i gulvet og kun sanser sin Herres behov. Det kan jeg bare ikke finde ud af?! For hvad nu hvis jeg vil tilkendegive min kærlighed, skal jeg så tie? Hvis jeg vil se om Han ser mig, skal jeg så vige fra Hans blik, når nu det er ved øjenkontakt jeg bliver tryg?

Ofte anses disse "afvigelser" fra den præ-definerede slavinderolle, altså min personlighed, som om jeg er en provotøs, der beder om smæk. Men det gør jeg ikke. Det er ikke dét det handler om. Ja, jeg er en vildbasse.. men jeg er en slavinde-vildbasse. Jeg har bare gjort plads på min indre altan, til alle mine mærkværdige facetter, og jeg er bare nødt til at tro på, at der findes en Mand, der kan se mig..som den jeg er.

Og nu vil jeg skrive til Kultunauten, der er 6 timer bagud ift. mig..det bliver nogle små, men intense samtaler vi fører pr. MSN. Han skal som regel ud og opleve, når jeg skal sove. Han sover, når jeg er vågen. Jeg glæder mig til han er i DK igen, så der kan komme lidt hold på rytmerne igen. Og så vi kan ses. Han er virkelig et fantatsisk menneske, og uagtet hvad det ender med, så er der her et menneske der kan få mig til at kaste lungerne op af grin, og sætte farve i mine kinder.. og ja.. jeg sover stadig uden trusser...*bare fordi*

 

 

Kommentarer

  1. ~Laura~
    26. Mar 2009 07:08
    1

    Dejligt indlæg at få fra morgenstunden. Sikke en dejlig lille mand du har til at forkæle dig. Han lyder som en fantastisk dreng. Men det er han jo nød til at være med den mor som er lige så fantastisk.

    Varmt knus

  2. maria magdalena
    26. Mar 2009 15:24
    2

    Sjovt at tænke på at det er de sønner vi selv opdrager der bliver de "bedste" mænd*S*
    Han lyder skøn din søn.

    En slavinde-vildbasse - dejligt ord. Hvis der findes en kasse med dem i, er det den første kasse jeg nogen sinde har fået lyst at hoppe med ned i ;-)

    Tak for et dejligt livsbekræftigende indlæg.

    Knus maria magdalena.

  3. Lima
    26. Mar 2009 21:33
    3

    Hvis du gerne vil finde en mand, der ser dig som den du er, skal du måske overveje at droppe forestillingen om 3.persons slavinden, for det virker som om, den ligger al for langt væk fra din person.Hvorfor søge mod det, der ligger for langt væk fra dig selv? Jeg kunne forestille mig, at den ekstreme slavinderolle, som du beskriver, ville gøre dig tom og ikke fyldt med sanselighed.

    Der findes jo mange andre måder at være slavinde på og dit glade sprudlende væsen kan godt, med den rette, forenes med den lydige slavinde. Men når det så er sagt, vil jeg da godt give dig medhold i, at du kunne trænge til en anelse opdragelse og seriøsitet, når du hænger i en ring i loftet. Men bare det, at du kunne finde på at grine der, vidner om, at lige præcis denne mand ikke formåede at tæmme dig :-).

Tags